Anne



Hvem er det så der sidder bag bloggen?

Som I nok har gættet, så hedder jeg Anne og jeg er midt i 20’erne, eller lad os sige nærmere 27. Bosat i Nørresundby med min kæreste Michael. Bor i lejlighed, men vi går med hus/rækkehus drømme i vores maver.
Jeg arbejder til dagligt som sygeplejerske på Aalborg Universitets Hospital og har gjort dette siden sommeren 2014.
Min hverdag er præget af min kærlighed til mad og min indre foodie. Jeg er opvokset på landet hvor der ikke er langt fra ”jord til bord”. Der var køer, grise, heste og urtehave; det har helt klart været med til at give mig den holdning, jeg har til mad den dag i dag. Mad skal være til for at sætte gang i noget hos folk. En glæde, et minde, en lykkefølelse eller hvis maden går galt, så en ”næste gang gør vi ikke sådan” følelse. Når jeg står i køkkenet, så slapper jeg af. Det er mit frirum, det er her, hvor jeg er kreativ og jeg kan slippe min indre foodie ud.
Noget som optager min hverdag er også en sund livstil, hvor der er plads til søde sager og et godt glas vin en gang i mellem. Har været igennem en livsstilsændring og igennem denne har jeg tabt 57 kg. Derfor fylder motion og en varierende og sund kost meget hjemme hos os. Det er en del af mig. Jeg vil som udgangspunkt ikke skrive så meget om mit vægttab og al min træning på bloggen, da jeg ikke ser mig selv som en sundhedsblogger. Jeg har ingen uddannelse indenfor personlig træning eller kostvejledning. Jeg bruger min viden omkring nærende kost og kroppens funktioner, som jeg har tilegnet mig under min uddannelse som sygeplejerske. Dog kan et enkelt indlæg eller 2 måske snige sig ind.


Hvis I er interesseret I at følge med ”bag scenen”, så kan I følge mig på Instagram som Annforfann. Min Instagram profil er præget af hele mit liv, ikke blot mad, men hele livets finurligheder.

Anne.

Ingen kommentarer: